Tips til små digital kameraer
- Nogle tips til at få brugbare billeder fra et lille digitalkamera
Du kan få mere ud af dit kompakte digital kamera ved at indstille kameraet optimalt, og at følge nogle få enkle regler. Her er en lille samling forslag til at få mest muligt ud af et lille digitalt kamera.
Opløsning
Indstil kameraet til at gemme billeder i den højeste opløsning og bedste kvalitet det kan klare.
Selv om det kan synes smart at man kan gemme flere fotos på kortet i kameraet når man stiller det til en lavere opløsning, er det ikke en god ide. Det er meget bedre at have 10 fotos der kan bruges, end 1000 der ikke kan bruges til noget fordi de er for små. Det er også lidt spild af penge at købe et kamera med mange megapixel opløsning, og så tage billeder i en lav opløsning.
Eksempler på indstillinger for opløsning: JPEG med lav komprimering (Fine/Superfine, eller et buet symbol uden takker).
En indstilling kunne for eksempel hedde "L 2592x1944 Superfine" (tallene vil sikkert være nogen andre, men vælg den indstilling hvor de er højest)
Billedbehandling
Indstil kameraet til at bearbejde billederne så lidt som muligt.
Stærkt bearbejdede billeder ser flotte ud på kameraets lille skærm, og på et lille print. Men hvis de skal bruges i stor størrelse i god kvalitet, er det meget bedre hvis de ikke er bearbejdet i kameraet. Man kan altid senere få billederne til at se ud som man har lyst til. Men når det først er gjort i kameraet, er der ingen måde at fjerne det på.
Eksempler på indstillinger:
Brug laveste farvemætning (Neutral/Low Saturation)
Brug laveste skarphed (No Sharpening/Low Sharpening)
Brug laveste kontrast (Low Contrast)
Eksponering
Kameraets automatiske eksponering prøver at indstille kameraet til at udjævne alle eksponeringer til en mellemgrå tone. Når du tager et billede af en mark med sne, ved kameraet ikke om det bare er en mark med stærkt lys på, og automatisk vil det prøve at gøre sneen grå. Det kan give nogen meget kedelige billeder, så den slags situationer med meget lys eller mørke kræver lidt menneskelig indblanding.
Hvis du tager et billede af et snelandskab (eller en hvid klint), kan du fortælle kameraet at det virkelig er noget lyst du tager billede af, ved at overeksponere lidt. Indstillingen hedder "Exposure Compensation", og er tit vist med et "+/-" symbol. Bevæg en lille markør pil hen på +1, så kameraet vil overeksponere lidt, og billedet kan blive meget bedre. Husk at stille markøren tilbage igen når du er færdig.
Nogle generelle tips til spændende billeder
Tag fotos omkring solopgang eller solnedgang
Det bedste lys til fotografering i naturen er i timerne omkring solopgang og solnedgang. Billederne bliver mere stemningsfulde, og farverne bliver varmere. Heldigvis er det tusmørke næsten hele dagen om vinteren i Danmark, da solen ikke når ret højt op på himlen.
Brug et stativ og selvudløser
Til et lille kamera kan man bruge et lille lommestativ, eller bare stille kameraet på et fast underlag. Især ved spændende billeder i tusmørke er der gode chancer for rystede billeder, fordi der skal bruges lange eksponeringstider når der ikke er meget lys.
Hav kameraet med hele tiden
For det meste ser man de flotteste situationer og lys, når man har ladet kameraet blive hjemme, men hvis man tager kameraet ud for at tage billeder, begynder det højst sandsynligt at regne. Løsningen er at have kameraet med sig overalt, så er man sikker på det altid regner.
Se efter nye anderledes vinkler
Når man tager billeder af kendte steder, er det en god ide at se tingene fra en anden side end den sædvanlige, og ikke prøve at efterligne andres billeder.
Kig op eller ned, gå en tur rundt og se om der er en side af ting folk ikke kender.
De indstillinger og ideer der er nævnt her er selfølgelig bare nogen generelle retningslinier. Det er gratis at eksperimentere med et digitalt kamera, så prøv dig frem i forskellige situationer, tag flere forskellige eksponeringer, og find ud af hvad der virker bedst med dit kamera.